Small Danish oplev Danmark bid for bid

Ferie i Danmark bid for bid

Sådan bliver dit kro- og hotelophold en gastronomisk oplevelse.

Engang var kromad tung og traditionel mad, og sådan fås det stadig nogle steder, men mange kroer og hoteller serverer i dag moderne gourmetmad i alle prisklasser. Når hoteller og kroer tilbyder romantiske ophold eller weekendferier, er maden, der serveres, en vigtig del af pakken. Og det er uanset om de ligger i de større byer eller ude på landet.  


Fælles er, at der bliver lagt vægt på den gode kvalitet, årstidens friske lokale råvarer og ikke mindst det gastronomiske udtryk. Derudover har flere og flere kroer og hoteller fokus på bæredygtighed og økologi. 

 

Overraskende mange forskellige egnsretter

Selv om vi bor i et lille land, rummer Danmark overraskende mange forskellige egnsretter. Danske egnsretter er god lokal mad, der oftest har været tillavet ved særlige højtider, hvor familier samles. På den måde er det mad, som markerer både tilhørsforhold og traditioner.  

 

Ofte er egnsretter et udtryk for både beliggenhed, kultur og primære erhverv, fx er egnsretter i kystnære byer præget af fisk, i landbrugsområder anvendes meget kød og grønt, og i byer er blandt andet brød en hyppig ingrediens. 


Uanset sted eller ret, er der stærke følelser knyttet til disse retter, de skal laves på den helt rigtige måde, eller slet ikke. Netop derfor er egnsretter en oplevelse, der ofte ledsages af medrivende lokale historier, og derfor absolut en rejse værd. 


Marmorerede æg, snaskede brunsvigere og ålepølser

Prøv for eksempel den sønderjyske specialitet solæg. Det er en enkel snack bestående af æg, der langtidskoges i løg og rødbedefyldt vand, og efterfølgende syltes i et par dage i en saltlage. Resultatet er smukt farvede og marmorerede æg, der smager lækkert og er fantastiske som tømmermænds-mad. 


Er du mere til det søde, kommer du ikke uden om brunsvigere, når turen går til Fyn. Den søde, snaskede kage er kendt af de fleste og kan fås hos bagere i hele landet. Det er dog kun de ægte fynske bagere, der forstår at lave dem helt perfekt. 


Hvis vi fortsætter ind fiskens univers, skal den lollandske ålepølse nævnes. Navnet siger egentlig det hele, da retten består af friske ål, der fyldes med en speciel dej, snøres sammen og koges. Kort før servering brunes den i smør.