Telebonus bredbånd

Vælg den rigtige bredbåndsløsning

Alle vil gerne have hurtigt bredbånd. Her får du gode råd til, hvad du skal overveje med hensyn til en fast opkoblet og en mobil bredbåndsløsning.

Der er overordnet 2 muligheder, hvis du vil have en bredbåndsløsning for at komme på internettet: Fast opkoblet og mobilt bredbånd. Her kan du læse om fordele og forskelle. 

Fast opkoblet bredbånd gennem kabel

DSL. Stort set alle husstande kan få DSL, som leveres via kobbernettet og får større og større kapacitet på grund af ny teknologi og fordi færre anvender det. Prisen er rimelig fast, der er som regel hurtig levering og det er nemt at komme i gang. Har du en DSL kan den oftest opgraderes til højere hastighed.

Coax. Er udbredt til mange husstande. Coax-nettet er oprindelig bygget til tv signaler, men kan også anvendes til bredbånd. Priser varierer en del afhængig af, hvor du bor i landet, og hvem der leverer din løsning. Kan installeres uden teknikerbesøg.

Fiber. Det nye hurtige internet. Der graves flittigt i hele landet og der tilsluttes flere og flere husstande. Der findes forskellige selskaber, der ejer fiberforbindelserne, og de leverer på lidt forskellige måder og til forskellige priser. De fl este kræver teknikerbesøg og priserne varierer en del. Forvent stigende priser og at det kan kræve tålmodighed, at få fiber installeret på din adresse.

Mobilt bredbånd

Vi er ofte på farten og ønsker at være opkoblet hele tiden. Flere selskaber leverer mobilt bredbånd, som du også kan anvende hjemme i stedet for fast bredbånd gennem kabler. Ofte er der et maksimum på dataforbrug per måned. 

Hvad skal jeg vælge?

Der er flere forhold du bør vurdere, når du skal vælge bredbånd. Har du brug for meget data? Til husstande og familier med teenagebørn er den bedste løsning nok fast opkoblet bredbånd. Vælg fiber hvis du har mulighed for det og tålmodighed til at det bliver klar. Er der ikke så mange i husstanden eller ikke det store databehov, kan du overveje de andre fastopkoblede løsninger, DSL og Coax. Det er ofte billigere end fiber og kan installeres hurtigere. Mobilt bredbånd kan være en god løsning, hvis du ønsker fleksibilitet og adgang til internettet flere steder, fx fra sommerhuset eller campingvognen.